Lakrids er i grove træk en sort, spiselig masse, der kommer i mange varierende hårdhedsgrader og smagsvarianter. Hvor gajol og spunk f.eks. hører til de hårdere varianter, er lakridsbåde den bløde variant, der næsten har konsistens som vingummi.

Grundingrediensen i lakrids er et ekstrat fra lakridsrod, der er roden af planten Glat Lakrids (Glycyrrhiza glabra). Planten findes vildtvoksende i middelhavsområdet samt Rusland og Kina. Roden gror ned til ca. 1 meters dybde, og den skal være mindst 3 år gammel før høst.

I f.eks. Kina anses lakridsroden for at have mange helbredende evner, men det er vigtigt i nogen form. Dog kan vi nok alle være enige om, at f.eks. gajoler kan lindre en øm hals og træls hoste (jf. Det danske vejr, er Gajol-vejr).

Ved slikproduktionen blandes lakridsekstratet med en række andre ingredienser som f.eks. salmiak, hvilket skaber en ganske stærk variant af lakrids. Her har vi i Danmark så vidt vides en langt højere tolerance end andre lande, hvor man stort set ikke kan finde salmiaklakrids (dog har Finland såkaldt tjærelakrids, der synes endnu stærkere). Og det skal her bemærkes at salmiaklakrids faktisk ikke er sundt for helt små børn.

Til alt held findes lakrids også i mange søde versioner, der er højt elsket af mange.

Eksempler på lakrids som jeg kan godt lide, kan købes i de fleste danske butikker er f.eks. pastillerne; Spunk, Lakritol (engelsk lakrids), Salmiakki, GaJol og pose-slik som Piratos , Amagerkiks, Saltbomber, Blue Jeans, Poletter, Pletskud, ABC-Bogstaver m.fl.